Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Aktiviteter og traditioner

Fødselsdage
Fødselsdage kan fejres på forskellige måder. Man kan vælge, at vi fejrer barnet her i børnehaven for hele stuen. Eller at man inviterer selve gruppen, som barnet er tilknyttet, hjem til fejring. Hvis man gerne vil holde fødselsdagen i børnehaven, medbringer man én ting til uddeling. Det kan være en enkel kage, frugt, rosiner eller lignende. Vi har ikke en sukkerpolitik, men vi opfordrer til at følge Fødevarestyrelsens kostråd. Vi synger fødselsdagssang, råber hurra, og barnet får en lille hjemmelavet gave af stuen. 

Hvis man ønsker at invitere gruppen hjem, sker dette på den enkelte stues turdag. Uanset fejring aftales fødselsdage med voksen på stuen.

Spirerne fejrer kun fødselsdag på stuen med spirer-vennerne og personalet.
 

Fastelavn
I børnehaven holder vi fastelavn ved italesættelse, kreative processer og på dagen med fastelavnsboller på bålet, hvor børnene selv pynter med glasur og krymmel.

Aktivitetsforældrene arrangerer en fastelavnsfest i en weekend op til fastelavn.  Her er der udklædning, tøndeslagning og masser af hygge. 

 

Afslutningsfest for skolebørn
I slutningen af marts måned holder vi afslutningsfest for de børn, der skal starte i SFO og senere i skole. Afslutningsfesten består af gallamiddag og diskofest til stor fornøjelse for store som små.

 

Påskefrokost
Omkring påske afholder vi en lille påskefrokost på hver stue. Det er forskelligt på stuerne, hvordan påskefrokosten afholdes. Men fælles er, at hele dagen vil have fokus på påske med små historier og vores påske-sange.

 

Forældrearbejdsdage
Hvert forår/tidlig sommer - og hvis nødvendigt igen til efteråret - inviterer vi forældrene til en arbejdsdag i børnehaven. Denne dag skal der knokles igennem med diverse praktiske opgaver – primært udendørs. Det er en dag, hvor vi fornyer vores dejlige børnehave og kommer hinanden ved. Børn er mere end velkomne på dagen.

 

Blomsterdag
En fredag i maj/juni, kan man invitere ens bedsteforældre, tante, onkel eller en god voksenven med i børnehaven. Dette er dagen, hvor vi fornyer vores grønne områder i form af en medbragt plante. Hvert år kommer der et nyt plantetema, det kan f.eks. være spiselige eller insektvenlige planter.

 

Skt. Hans
Til Skt. Hans bygger vi i fællesskab en heks. Heksen bliver – som traditionen og historien byder på – brændt. I ugerne op til synger og snakker vi om traditionen.  Vi hygger alle sammen på legepladsen om formiddagen og laver et lille lækkert måltid på bålet.  Vi har desuden også tradition for at lave heksen til Køge Nords store Skt. Hans, som Kulturfuglen arrangerer på Revlen.

 

Sommerfest
Sommerfesten arrangeres af aktivitetsforældrene i samråd med personalet. Forældre medbringer en ret til en lækker fællesbuffet. Aktivitetsforældrene sælger drikkevarer (uden alkohol), hvor overskuddet går til de kommende fester og arrangementer. I løbet af dagen er der lege og aktiviteter for alle.

 

Halloween
I slutningen af oktober inviterer aktivitetsforældrene til Halloween i børnehaven. Denne dag kan man komme i sin (u)hyggeligste udklædning, skære græskar og være kreativ. Der sælges denne dag kage, som forældrene har bagt. Overskuddet går til Børnetelefonen (Bag for en Sag), og deres meget vigtige arbejde. 

 

Lucia
Til jul inviterer vi til Lucia. På dagen vil der være luciaoptog, som de kommende skolebørn står for. Vi danser om juletræet ude på legepladsen og synger julesange. Der vil være lidt at drikke, samt æbleskiver fra bålet.

 

Pædagogisk dag
To gange om året holder personalet pædagogisk dag i forbindelse med fælles uddannelse og udvikling, disse dage er børnehaven lukket.